Titanique

Begivenhed: Titanique

Torsdag
14-01-27
19:00

Køb billetter

Et festfyrværkeri af komik, romantik og Céline Dion

TITANIQUE er en lattervækkende musicalparodi på en af verdens mest ikoniske film og kærlighedshistorier, Titanic (1997), som både høstede prestigefyldte priser og vandt publikums hjerter verden over.

Men i TITANIQUE er intet, som det plejer at være. Her har Céline Dion nemlig overtaget hovedrollen og fortæller selv historien om Jack, Rose og det skæbnesvangre møde med isbjerget gennem sit helt eget diva-perspektiv og sit imponerende sangkatalog. Det legendariske skib genopstår for øjnene af publikum i et festfyrværkeri af komik, glitter og romantik, hvor intet er helligt, og hvor Céline Dions største powerballader leveres med maksimal indlevelse.

Publikum kan glæde sig til et soundtrack spækket med 18 af Céline Dions største hits, heriblandt My Heart Will Go On, All By Myself, I’m Alive og That’s the Way It Is – og mange flere. Resultatet er en uforglemmelig oplevelse for alle, der elsker store følelser, skarpe grin og fantastiske sange.

Et stjernehold på scenen

I rollen som Céline Dion kan publikum opleve det britiske stjerneskud Caitlin Jane Williams, som sikrede sig rollen foran 400 internationale sangere og musicalperformere ved audition i London.

Som det ultimative kærlighedspar, Jack og Rose, står Kristoffer Eriknauer og Sicilia Gadborg på scenen, mens Christian Damsgaard spiller Roses mor, Ruth. Jesper Lundgaard indtager rollen som skibets kaptajn.

Derudover medvirker Joachim Knop som den arrogante forlovede Cal, mens Sara Gadborg spiller den livskloge og jordbundne overklassepassager Molly Brown. Publikum kan også se frem til Diluckshan Jeyaratnam som det storsyngende isbjerg, der viser sig at være ingen ringere end Tina Turner.

Sammen med et stærkt ensemble af sangere og dansere sørger holdet for en forestilling fyldt med energi, humor og musikalsk overskud.

Handlingen

Vil du vide, hvad der virkelig skete med Jack og Rose den nat, hvor Titanic stødte på isbjerget og sank?

TITANIQUE begynder, da selveste Céline Dion kaprer en ellers sobert anlagt rundvisning på et Titanic-museum. Hun er fast besluttet på at overbevise alle om, at hun faktisk var ombord og overlevede det historiske skibsforlis.

Med sin karakteristiske charme og store personlighed tager Céline publikum med på en vanvittig, rørende og dybt personlig rejse gennem sin version af begivenhederne. Historien om Jack, Rose og de øvrige passagerer fortælles gennem hendes legendariske sangkatalog, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen i et musikalsk festfyrværkeri.

International prisvinder kommer til Danmark

TITANIQUE havde premiere Off Broadway på The Asylum Theatre i 2022, hvor forestillingen hurtigt blev en publikumssucces.

Siden har musicalen spillet for udsolgte sale i blandt andet New York, London, Sydney, Toronto, Montreal og Paris.

Forestillingen har modtaget en række priser, herunder tre Lucille Lortel Awards, en Obie Award og en Off Broadway Alliance Award for Best New Musical. Også anmelderne har været begejstrede med beskrivelser som ”Sensational”, ”My sides ached from laughing”, ”Outrageously funny” og ”Both beautifully crafted and joyfully irreverent”.

Kærlighedshistorien, der definerede en generation

James Camerons episke storfilm fra 1997 er langt mere end blot en film. Den er et globalt kulturfænomen.

Med 11 Oscar-statuetter og hele 14 nomineringer satte Titanic nye standarder for, hvad en filmproduktion kunne være. Historien om den fattige kunstner Jack og den velhavende Rose, mindeværdigt spillet af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, blev den første film nogensinde til at indtjene over én milliard dollars og er fortsat blandt historiens mest succesfulde film.

Med sin banebrydende produktion, som på daværende tidspunkt var verdens dyreste, og Céline Dions ikoniske temasang My Heart Will Go On skabte James Cameron en fortælling, der ikke blot fangede en generation, men sikrede Titanic en udødelig plads i filmhistorien.

Skuespillere

Céline Dion: Caitlin Jane Williams
Jack Dawson: Kristoffer Eriknauer
Rose Dewitt Bukater: Sicilia Gadborg
Ruth Dewitt Bukater: Christian Damsgaard
Cal Hockey: Joachim Knop
Molly Brown: Sara Gadborg
Victor Garber: Jesper Lundgaard
Isbjerget/Tina Turner: Diluckshan Jeyaratnam

Det kreative hold

Originalt manuskript og idé: Tye Blue, Marla Mindelle og Constantine Rousouli
Iscenesættelse: Jeff Ace Schjerlund og Kim Ace Schjerlund
Musik: Céline Dion
Scenografi: Benjamin La Cour
Lysdesign: Jeppe Lawaetz
Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær
Produktionsselskab: Lion Musicals

Vigtigt at vide om billetter

Lion Entertainment er ansvarlig for dette arrangement, herunder billetsalg. Alle spørgsmål vedrørende billetsalg, aflysning og refundering skal rettes direkte til billetudbyderen. Sønderborg Teater kan ikke hjælpe ved spørgsmål om billetter.

Særligt om kørestolspladser

Sønderborg Teater råder over kørestolspladser med ledsagerplads. Har du brug for en kørestolsplads, skal den bestilles INDEN arrangementet. Du skal kontakte arrangør eller billetudbyder. Billetudbyderen finder du ved at klikke på ”Køb billet” her på siden.

Sønderborg Teater kan ikke tildele kørestolspladser. Det kan kun arrangøren.

  • Eksterne links

Tilbage