The Savage Rose 60 år

Begivenhed: The Savage Rose 60 år

Tirsdag
06-04-27
20:00

Køb billetter

60 år med musikalsk frihed, mod og kompromisløs integritet

I 1967 samledes fem musikere og en sangerinde i en kælder i Søborg. På tværs af musikalske genrer skabte de her en enestående og underfundig ny musik. Det blev begyndelsen på en ny musikalsk æra, der brød med en stagneret dansk kultur, åbnede døren på vid gab og fløj ud i verden som en vild rose.

The Savage Rose blev et kulturhistorisk eventyr, der gennem seks årtier har forsvaret sin integritet og musikalske frihed.

Med en stærk bevidsthed om at være en del af den progressive kultur har The Savage Rose viet sit musikalske sprog til kampen for social retfærdighed, mod krig og undertrykkelse, og for frihed, fred og kærlighed til livet.

Musikken som samlingskraft

The Savage Roses musik og sange er blevet favnet og elsket af mennesker på tværs af generationer. Gennem årene har de skabt stærke fællesskaber, ikke blot i Danmark, men mange steder i verden. Deres musik har fundet vej til filippinske fattigkvarterer og børnelejre, palæstinensiske flygtningelejre, fængslede progressive musikere i Tyrkiet samt antiapartheid- og fredsbevægelser i USA.

Albummet, der ændrede dansk rock

Det er fascinerende at tænke på, at debutalbummet The Savage Rose udkom helt tilbage i 1968. Albummet var med til at revolutionere dansk rock og samtidig definere den som en selvstændig kunstform.

Siden da er det blevet til 26 albumudgivelser. Nogle har været store kunstneriske og kommercielle succeser, mens andre er udkommet i små oplag. Der har været udgivelser på store etablerede pladeselskaber og albums indspillet for egne midler og udgivet på små alternative labels. Fælles for dem alle har været, at budskabet og indholdet var så vigtigt, at det måtte ud til mennesker.

Ikke mange kunstnere formår at skabe markante værker med mere end 20 års mellemrum. Det har The Savage Rose gjort med klassikere som Dødens Triumf, Wild Child og Black Angel.

En ny tid efter Thomas Koppel

Med udgivelserne Universal Daughter (2007), Love and Freedom (2012), Roots of the Wasteland (2014) og Homeless (2017) viste Annisette og The Savage Rose, at bandet fortsat havde en stærk kunstnerisk puls efter tabet af det mangeårige kompositoriske centrum, Thomas Koppel, der pludseligt gik bort i 2006.

Et uundværligt kapitel i kulturhistorien

I dag er The Savage Rose et uundgåeligt og uundværligt led i kulturens fødekæde. Bandet er fortsat i udvikling og har gennem årene skabt en fælles musikalsk bevidsthed, der rummer historien på tværs af generationer.

Deres musik samler mennesker gennem sangenes og musikkens ånd og sjæl, og den rækker langt ind i fremtiden. The Savage Rose folder livets lys og skygger ud og nægter at lade sig styre. Et vildt barn. En vild rose.

Men også en stemme med klare budskaber til os alle: imod krig og fascisme og for alles ret til kærlighed, fred og frihed.

"De skaber ikke bare musik. De skaber historie."

Om The Savage Rose sagde David Fricke, chefredaktør for Rolling Stone Magazine:

"The Savage Rose skaber ikke bare musik, de skaber historie."

Vigtigt at vide om billetter

Sønderborghus er ansvarlig for dette arrangement, herunder billetsalg. Alle spørgsmål vedrørende billetsalg skal rettes til arrangøren. Koncertsalen Alsion kan ikke hjælpe med spørgsmål om billetter.

Særligt om kørestolspladser

Koncertsalen Alsion råder over fire kørestolspladser med ledsagerplads. Har du brug for en kørestolsplads, skal du ringe direkte til billetudbyderens kundetelefon. Billetudbyderen finder du ved at klikke på ”Køb billet” her på siden.

Mad og drikke

Det er ikke tilladt selv at medbringe mad i Koncertsalen Alsion. Ønsker du at spise inden forestillingen, kan du forlænge din aften med et besøg i Cafe Alsion inden forestillingen. 

  • Eksterne links

Tilbage